Print
Thyreoidea - Foreningen for stofskiftepatienter
facebook
ForsideForeningenFaktaMØDER
MEDLEMSKONFERENCE 2017PROGRAM FOR MEDLEMSKONFERENCEGENERALFORSAMLING 2017INFORMATIONSMØDE, AALBORG UNIVERSITETSHOSPITALERFARINGSUDVEKSLINGSMØDERFILMOPTAGELSER FRA TEMADAG 2012OVERSIGT OVER AFHOLDTE INFORMATIONSMØDER I TLREFERATER 2010-2016
Referater 2016Referater 2015Referater 2014Referater 2013Referater 2012Referater 2011Referater 2010
REFERATER 2000-2009
Referater 2009Referater 2008Referater 2007Referater 2006Referater 2005Referater 2004Referater 2003Referater 2002Referater 2001Referater 2000
REFERATER 1997-1999
Artikler
Autoimmune SygdommeThyreoideaantistofferHøjt StofskifteLavt StofskifteBørn og StofskifteGraviditetKvinder og stofskifteKnuderJodBehandling med radioaktivt JodBlodprøver og medicinThyreoideacancerThyreoideakirurgiBiskjoldbruskkirtlerStofskifte og knoglerTAO, Thyreoidea Associeret Orbitopati Hjertekarsygdom og skjoldbruskkirtelKrop, Kost, Motion og Livskvalitet
AktueltDiverse

Referat af medlemskonference i Thyreoidea Landsforeningen

Se de festlige billeder fra dagen her
 

Fotograf: Peter Kamp Knudsen
 
En festlig dag med fagligt indhold
 
På en medlemskonference i Odense i marts fik patienter og pårørende inspiration til at leve godt med en stofskiftesygdom
En festlig dag med fagligt indhold – det var hvad vi i bestyrelsen ønskede at lave i forbindelse med årets generalforsamling. Dagens tema var ”Forandring og livskvalitet”. Når man får konstateret en kronisk sygdom, så er det i høj grad en forandring i ens liv, og hvordan tackler man bedst denne forandring, så man stadig kan have en høj livskvalitet?
 
Første foredragsholder, psykolog, forfatter og coach Helen Eriksen, gav på festlig, hæsblæsende og meget underholdende vis en masse stof til eftertanke om, hvordan vi kan mestre den nye situation. I lyntempo og med charmerende sønderjysk accent fortalte hun om, at menneskets ubevidste grundlæggende antagelse er, ”at det var meget bedre før” – men det hjælper ikke så meget, for det kan vi ikke komme tilbage til. Tjener det så noget formål at tænke disse tanker? Næ, det gør det jo nok ikke.
 
En anden hel naturlig reaktion ved en sådan forandring er at placere ”skylden” et sted, og her er det jo nærliggende at placere skylden for ens problemer på lægerne – og det forklarer måske en del af den debat, der foregår på diverse sociale fora.
 
Helen Eriksen er vokset op nær en frugtplantage, og, som hun med et glimt i øjet siger, så er det vigtigt at lære fra frugttræerne. De har rytmer, aktive periode og mindre aktive perioder, og det skal vi som mennesker også lære – at man ikke altid er 100% på toppen.
 
Det duer heller ikke konstant at jagte ”før-tilstanden”, for så bruger man al sin energi på det, og kroppens ”alarmsystem” vil konstant være aktiveret. I stedet skal man øve sig på at tage tingene på en anden måde, så man får ”alarmsystemet” ned i gear, og man kan bruge energien på noget andet. Lad ikke ”alarmberedskabet rende med dig”, men forsøg at tænke på en mere konstruktiv måde: hvordan kan jeg få det bedste ud af det her. Den slags tanker udvider ”den neurale” motorvej, og hvis vi selv arbejder med, så arbejder kroppen også med.
 
Og så udgangsbudskabet: huske at fejre de små successer.
 
Gang i kroppen
Næste program punkt var netop at få kroppen til at arbejde med, og her tog Mette Bjørneboe og Heidi Lorenzen fra ”Den Kloge Krop” over. De er begge psykomotoriske pædagoger, også kendt som afspændingspædagoger, og de fik os alle op af stolene. Først lidt sving med armene, så kom benene med, vi blev strakt igennem, og pludselig så stod man og nulrede sidemandens skuldre, mens vedkommende selv svingede med armene. Det gav anledning til en hel del grin – men var faktisk den dejligste massage på et af de steder, hvor de fleste trænger til det. Mette og Heidi viste os, at selv en forholdsvis begrænset form for bevægelse giver velvære, så selv om man ikke er klar til at løbe marathon, kan man godt bevæge sig og derved få det bedre.
 
Undertegnede referent har tænkt meget på begge disse seancer efterfølgende, og især Helen Eriksens ”det var meget bedre før” har jeg taget mig selv i nogle gange. Så kommer jeg til at smile og tænke, at ”nu udvider jeg min neutrale motorvej”.
 
Uden mad og drikke duer helten ikke, så frokost måtte der til, og her var rig lejlighed til at erfaringsudveksle med de andre deltagere.
 
Tæt på fagkundskaben
Eftermiddagen var en ny opfindelse fra bestyrelsens side: åbne workshops, hvor man kunne gå til og fra efter interesse.
 
”Den Kloge Krop” lavede mere bevægelse i et rum, i et andet kunne man møde en diætist, man kunne på bestyrelsesstanden få mere at vide om foreningens arbejde, man kunne lære at søge informationer på blandt andet Sundhed.dk, man kunne møde repræsentanter for den nye ”mandegruppe”, og endelig kunne man deltage på en af de fire temastande, hvor der var læger til stede.
 
Emnerne på de fire forskellige stande var for højt stofskifte, for lavt stofskifte, graviditet samt knuder og øjensygdom. På hver stand stod en endokrinolog samt et bestyrelsesmedlem og var klar til at svare på spørgsmål om standens emne. Undertegnede stod sammen med Birte Nygaard på standen for lavt stofskifte, og der var stor spørgelyst. Samtidig gav det en god dynamik med de mange deltagere, for der blev ”spurgt videre” fra andres spørgsmål, og man kunne bruge hinandens erfaringer.
 
Det er første gang, at vi har lavet workshops på den måde, men nok ikke sidste gang. Lægerne Laszlo Hegedüs, Steen Bonnema og Thomas Brix fra Odense Universitetshospital samt Birte Nygaard fra Herlev Hospital fortjener stor tak, fordi de brugte en frilørdag på konferencen og var med til at besvare de mange spørgsmål fra deltagerne.
 
Herefter sluttede konferencen - inden foreningens generalforsamling, som mange deltagere også var med til - og den efterfølgende evaluering fra de ca. 125 deltagere var meget positiv, så det giver mod på at lave et lignende arrangement en anden gang.
 
Tekst Bente Julie Lasserre