Print
Thyreoidea - Foreningen for stofskiftepatienter
facebook
ForsideForeningenFaktaMØDER
MEDLEMSKONFERENCE 2017PROGRAM FOR MEDLEMSKONFERENCEGENERALFORSAMLING 2017INFORMATIONSMØDE, AALBORG UNIVERSITETSHOSPITALERFARINGSUDVEKSLINGSMØDERFILMOPTAGELSER FRA TEMADAG 2012OVERSIGT OVER AFHOLDTE INFORMATIONSMØDER I TLREFERATER 2010-2016
Referater 2016Referater 2015Referater 2014Referater 2013Referater 2012Referater 2011Referater 2010
REFERATER 2000-2009
Referater 2009Referater 2008Referater 2007Referater 2006Referater 2005Referater 2004Referater 2003Referater 2002Referater 2001Referater 2000
REFERATER 1997-1999
Artikler
Autoimmune SygdommeThyreoideaantistofferHøjt StofskifteLavt StofskifteBørn og StofskifteGraviditetKvinder og stofskifteKnuderJodBehandling med radioaktivt JodBlodprøver og medicinThyreoideacancerThyreoideakirurgiBiskjoldbruskkirtlerStofskifte og knoglerTAO, Thyreoidea Associeret Orbitopati Hjertekarsygdom og skjoldbruskkirtelKrop, Kost, Motion og Livskvalitet
AktueltDiverse

Informationsmøde den 4. marts

Iformationsmøde: Graviditet og stofskifte samt Dan Thyr projektet / jodberigelse

Årets generalforsamling blev afholdt på Bispebjerg Hospital, hvor klinikchef Hans Perrild, klinisk assistent Pernille Vejbjerg samt 1. reservelæge Nils Knudsen velvilligt brugte deres lørdag eftermiddag på at holde nogle rigtig gode foredrag for os.

Hans Perrild lagde veloplagt ud med emnet "Graviditet og Stofskifte". Han fortalte, at fostret fra uge 12 selv kan producere sin egen T4, men at det indtil da er afhængig af moderens T4 - derfor er det vigtigt, at moderens stofskifte er i orden, inden hun bliver gravid, da barnet skal have tilstrækkelig T4.

Moderens skjoldbruskkirtel vokser under graviditeten - der er pres på!

JOD - den daglige anbefaling er 150 mykrogram til alle, og 200 mykrogram til gravide og ammende kvinder.

Og så lige endnu et "hip" til rygerne - rygning giver væsentlig mindre jod i brystmælk, og det giver for lidt jod til barnet - endnu en grund til at lægge cigaretterne på hylden!

Hans’ anbefaling vedr. jod til gravide er, at man spiser en vitaminpille med jod dagligt, og drikker meget mælk, så skulle behovet være dækket.

Så fulgte en del spændende betragtninger om screening - i dette tilfælde af gravide og kvinder i den fødedygtige alder.

Enkelte studier har vist en lidt nedsat intelligenskvotient hos børn af kvinder, der havde et T4 i den lave del af normalområdet i første trimester af graviditeten - altså der, hvor barnet er afhængig af moderens T4. Men skal man derfor screene alle kvinder inden graviditet? Amerikanerne går ind for væsentlig mere screening end os her i Europa, hvor man ikke ønsker at gøre en hel masse urolige med screening.

Hans ville dog anbefale en screening - dvs. blodprøve med måling af stofskiftehormonerne - inden en graviditet, hvis man enten har symptomerne på for højt eller for lavt stofskifte, hvis man har struma, en familiehistorie med stofskiftesygdomme, tidligere har fået taget en blodprøve, der viser antistofferne TPO, har en anden autoimmun sygdom (type 1 diabetes, B12-vitaminmangel, Vitiligo Addison), bor i et jodfattigt område (her menes ikke i Danmark), er over 35 år, har en historie med spontane aborter eller har brug for IVF-behandling (kunstig befrugtning).

Det var dejligt at se, at der var flere unge par med børn samt en enkelt gravid, der alle fik rigtig meget information med hjem.

Og husk så, at man sagtens kan få børn, selv om man har en stofskiftesygdom - den skal bare være velreguleret. Vi er to mødre fra bestyrelsen med henholdsvis for højt og for lavt stofskifte, der har vores dejlige døtre på 7 og 8 år som lysende eksempler herpå. Mere information findes i Fakta-bladet Graviditet og Stofskifte, der også er tilgængeligt på www.thyreoidea.dk.


Hans Perrild illustrerede sit foredrag med et flot billede af et foster i moders liv.


Pernille Vejbjerg viser jodforekomsten på Danmarkskortet.

Næste foredragsholder var Pernille Vejbjerg, der arbejder med DanThyr-projektet i Danmark. DanThyr er en stor befolkningsundersøgelse, der er sat i gang i forbindelse med tilsætning af jod til saltet i Danmark. Danmark er et område med mild til moderat jodmangel, og der er mest jodfattigt i Aalborg-området.

I 1995 blev der nedsat en ekspertgruppe, der kiggede på denne jodmangel, der var i Danmark. Det førte til en frivillig tilsætning af jod til bordsalt i 1998, og da det ikke helt havde den ønskede effekt, så blev det fra 2000 obligatorisk at tilsætte jod til al bordsalt (bortset fra enkelte dispensationer som vist Læsø-syde-salt), og det skal ligeledes være jodberiget salt, der bruges til industriel fremstilling af fødevarer.

Inden jodtilsætningen lavede man i 1997-98 en stor undersøgelse af godt 4000 personer i henholdsvis Aalborg og København. Den arbejdede Inge Bülow fra Aalborg og Nils Knudsen med, og befolkningens "status" inden jodtilsætningen blev kortlagt.

I 2004-05 har man lavet en ny undersøgelse for at se status efter jodberigelsen. Her er godt 3500 nye personer blevet undersøgt af Pernille Vejbjerg og Allan Carlé fra Aalborg. Det er personer, der mht. alder, køn osv. matcher personerne fra den første undersøgelse. De får - som i den første undersøgelse - taget blod- og urinprøver, får målt højde, vægt, puls samt undersøgt skjoldbruskkirtlen, også med ultralyd. Til forskel fra den sidste undersøgelse måler man også patienternes taljemål - hvilket Nils Knudsen med et glimt i øjet sagde, at det ville han da også gerne have gjort første gang!

Allan og Pernille er nu i gang med at bearbejde dataene, og det bliver spændende at høre mere om deres resultater, når de kommer længere i projektet. Forventningerne er, at der vil være mindre forekomst af struma, samt at virkningen vil være størst i Aalborg-området, hvor jodmanglen var størst.

Det er ret unik forskning at have så store undersøgelser af en befolkning før og efter jodberigelse, og det er bestemt forskning, som andre lande også kan bruge i forbindelse med overvejelser om evt. jodberigelse. Pernille har lovet at skrive om resultaterne i Thyreoidea Bladet.

Sidste foredragsholder var Nils Knudsen, der talte om et emne, som jeg havde set meget frem til at høre om, nemlig TSH-værdier - hvordan har man fundet frem til dem, og hvad er "normalt". Der har nemlig på flere konferencer været en del diskussion om, hvad der er "normalt". Nils holdt som vanligt et meget inspirerende foredrag, og han har tillige skrevet en artikel om emnet (se side 4), så jeg vil ikke referere fra foredraget

Efterfølgende var der stor spørgelyst til alle tre læger, og især til emnet graviditet - her oplyste Nils Knudsen til stor moro for forsamlingen, at hans stofpatienter altid fik at vide, at lægerne skulle være den første til at høre om en graviditet - man kunne dog overveje at fortælle faderen det inden da!

Der var ligeledes spørgsmål til indtagelsestidspunkt for Eltroxin - her var anbefalingen at tage det om morgenen inden morgenmaden, men at vi ikke behøvede at stå ekstra tidligt op, hvis formålet "bare" var at tage Eltroxinen!!

En stor tak til de tre veloplagte læger og til de ca. 45 tilhørere - det var en rigtig god eftermiddag, hvor det hele gik op i en højere enhed og med en rigtig god dialog.

Forsamlingen gik herefter over til den ordinære generalforsamling.

Ref. Bente Julie Lasserre