|
Medlemskab af en patientforening giver mulighed for kontakt med andre med samme sygdom som en selv.
Lægerne kan selvfølgelig give en mængde information, men de har jo ikke selv prøvet at have en stofskiftesygdom, og derfor er det ofte rart at tale med patienter med samme sygdom.
Bestyrelse og medlemmer ønsker på sigt, at der kan oprettes selvhjælpsgrupper i hele landet, men
det afhænger af medlemmerne selv.
Er du mon et af de medlemmer, som synes, at det kunne være rart at komme i en selvhjælpsgruppe, og er du den, der vil tage initiativet til at danne en sådan gruppe? - så kan du måske benytte de eksisterende frivilligcentre som findes rundt om i landet.
I 45 af landets 98 kommuner ligger der et frivilligcenter, og der findes måske ligefrem et frivilligcenter i din by.
Frivilligcentre og Selvhjælp Danmark er en landsorganisation som er platform og ankerpunkt for det lokale frivillige arbejde. Steder, hvor nye initiativer sættes i gang, hvor foreningerne kan mødes, og hvor der dannes netværk på tværs af foreninger.
Bestyrelsen har formået at oprette selvhjælpsgrupper i Herlev, Næstved og Odense, da vi bor i omegnen af disse byer.
Selvhjælpsgrupper i Horsens foregår i kommunalt regi, så bor du i by eller omegn så tag kontakt.
Medlemmer af foreningen bosiddende i Aalborg har taget initiativet til oprettelse af en selvhjælpsgruppe, og skal tilbuddet om selvhjælpsgrupper brede sig til hele landet, ønskes lignende initiativer fra medlemmer/frivillige, da bestyrelsen ikke kan løfte opgaven.
Du kan altid kontakte et frivilligcenter, hvor de står til rådighed med råd og vejledning
Foreningen annoncerer gerne sted og tidspunkt på hjemmesiden og står om nødvendigt til rådighed med rådgivning.
Læs mere om frivilligcentrene på www.frise.dk og find frivilligcentre i hele landet
|