FOR HØJT STOFSKIFTE

 

Symptomerne er mangeartede, og man behøver langt fra at have dem alle. Det kan derfor være svært at stille diagnosen, men har man mistanke om en stofskiftesygdom, kan en blodprøve meget let af- eller bekræfte mistanken.

Diagnose
Stofskiftet bestemmes via en blodprøve, hvor TSH, T3 og T4 måles. TSH ligger normalt mellem ca. 0,2 og 5,0. Hvis stofskifte er forhøjet, er TSH-værdien lav, og T3- og T4-værdierne er forhøjede.

Ofte vil man også lave en ultralysdundersøgelse og/eller en skanning (thyreoidea skintigafi), evt. tillige måle TSH receptor antistoffer for at afgøre, hvilken type for højt stofskifte man har.

Behandling
For højt stofskifte kan behandles på tre forskellige måder, nemlig med medicin, med radioaktivt jod eller ved operation. Hvilken behandling, der skal vælges, kan man ikke sige noget generelt om, det afhænger af den enkelte patients sygdomsbillede.

Medicin
Der er tre forskellige lægemidler: Propylthiurecil (PTU), Neomercanzol eller Thycapzol. Alle tre lægemidler hæmmer dannelsen af stofskiftehormon. Behandlingen påbegyndes med en stor dosis, som nedsættes efter 3-4 uger, når koncentrationen af TSH, T3 og T4 er under kontrol. Patienten vil ofte - også efter de 3-4 uger - registrere en klar bedring: pulsen er blevet lavere, og de nervøse symptomer er aftaget.

Bivirkningerne ved behandlingen af for højt stofskifte er sjældne. Omkring 2-5% kan blive allergiske og få et rødt, kløende udslet. Man kan da prøve at skifte til det andet lægemiddel.

Efter 1-2 år kan man ved Graves' sygdom overveje at standse behandlingen, da sygdommen efter en sådan periode kan gå i sig selv igen. Der bør dog altid foretages en løbende efterkontrol via jævnlige blodprøver, da ca. 25% på ny får sygdommen.

Vælger man medicinsk behandling ved knudestruma, skal den fortsætte hele livet.

Så længe man får medicinsk behandling, skal stofskiftet kontrolleres løbende ved hjælp af en blodprøve.

Radioaktivt jod
En stor del af patienterne med for højt stofskifte bliver i dag behandlet med radioaktivt jod. Den radioaktive jod indtages i en kapsel eller i et glas vand. I løbet af nogle timer går den fra maven ind i blodbanen, hvorfra skjoldbruskkirtlen vil optage den. Dette ødelægger skjoldbruskkirtlen helt eller delvis.

Virkningen af den radioaktive jod tager imidlertid lang tid, og hyppige blodprøver er derfor nødvendige. Som regel vil behandlingen føre til, at patienten får for lavt stofskifte, hvad enten skjoldbruskkirtlen bliver helt eller kun delvis ødelagt. Det for lave stofskifte er dog væsentlig lettere at behandle medicinsk, idet man her får det syntetisk fremstillede stofskiftehormon, Eltroxin eller Euthyrox, som er uden bivirkning i den rette dosering.

Udover at kurere stofskifteforhøjelsen medfører jodbehandlingen, at kirtlen bliver mindre, således at en evt. struma forsvinder.

Behandling med radioaktivt jod har været givet i mange år, og ingen undersøgelser viser hos voksne tegn på skader i kroppen eller øget hyppighed af cancer. 4-6 måneder før en påtænkt graviditet, under graviditeten og 6 måneder efter fødslen (ammeperioden) behandles der ikke med radioaktivt jod.

En meget lille del af de patienter, der i forvejen har øjensymptomer i forbindelse med det forhøjede stofskifte, kan få en forværring efter jodbehandling. For at undgå dette behandles sommetider med binyrebarkhormon (Prednisolon) i en kortere periode efter jodbehandlingen.

Operation
Ved operation fjerner man ca. 5/6 af skjoldbruskkirtlen.

Operation bruges ikke længere så hyppigt, fordi man har de andre og mere skånsomme behandlinger. Men skjoldbruskkirtlen kan være så stor, at den går ned i brysthulen eller trykker på luftrøret, og så opererer man. Endelig opererer man også, hvis Graves' sygdom er kompliceret af ledsagende svær øjenbetændelse (oftalmopati).

Operationsresultaterne er gode, og langt de fleste får efterfølgende et normalt stofskifte. Enkelt udvikler for højt stofskifte igen, og man vil så behandle med enten medicin eller radioaktivt jod.

Både efter radioaktiv jodbehandling og operation bør patienten følges livslangt med blodprøver ca. en gang årligt.

Hyppighed
I Danmark diagnosticeres der ca. 4000-4500 nye tilfælde af hypertyreose om året, og ca 80 % af disse er kvinder.

For både kvinder og mænd stiger risikoen for at få hypertyreose med alderen, således er hyppigheden af hypertyreose ca. 3,5 gange større for 70-79 årige kvinder sammenlig-net med kvinder i 30-39 års alderen.

Den livslange risiko for at få for højt stofskifte er ca. 10%.

Når det forhøjede stofskifte er konstateret, viser det sig, at ca. er 55% knudestruma, ca. 40% Graves' sygdom og ca. 5% subakut thyreoiditis.

Fertilitet
Når der er uorden i kroppens stofskifte, reagerer den yderst fornuftigt ved at stoppe muligheden for reproduktion. Både mænd og kvinders libido (lyst til sex) er nedsat ved stofskiftesygdomme, og kvindens fertilitet er tillige nedsat. Det vil derfor være svært for en kvinde med stofskifteforstyrrelser at blive gravid. Så snart stofskiftet er på plads igen, vender fertiliteten tilbage, og der er ikke noget til hinder for, at man kan gennemføre en graviditet. Det vil blot kræve ekstra blodprøver i løbet af graviditeten for at kontrollere stofskiftet, således at kvinden hele tiden får den nødvendige medicin (læs også "Faktablad om Graviditet og Stofskifte").

Mænds fertilitet påvirkes ikke af stofskifteforstyrrelser, og en stofskiftesygdom hos faderen påvirker ikke fosteret i graviditeten. Barnet vil dog muligvis arve faderens disposition for at få en stofskiftesygdom senere i livet.

ERFA-lister
Thyreoidea Landsforeningen har lavet erfaringsudvekslingslister, hvor man kan komme i kontakt med andre patienter med samme sygdom som en selv. Ønsker du at stå på en erfa-liste, så kontakt venligst foreningen for yderligere information.

Dette FAKTA-blad er udarbejdet af:
Thyreoidea Landsforeningen
Tlf: 70 26 03 70
www.thyreoidea.dk