Print
Thyreoidea - Foreningen for stofskiftepatienter
facebook
ForsideForeningenFaktaMØDER
Møder i 2014Film - Temadag 2012Referater 2010-2014
Referater 2014Referater 2013Referater 2012Referater 2011Referater 2010
Referater 2000-2009
Referater 2009Referater 2008Referater 2007Referater 2006Referater 2005Referater 2004Referater 2003Referater 2002Referater 2001Referater 2000
Referater 1997-1999
Artikler
Autoimmune SygdommeKvinder og stofskifteGraviditetBørn og StofskifteHøjt StofskifteLavt StofskifteJodKnuderKrop, Kost, Motion og LivskvalitetMedicinBehandling med radioaktivt JodThyreoideacancerThyreoideakirurgiThyreoideaantistoffer
AktueltDiverse

FOR HØJT STOFSKIFTE

Opdateret februar 2014
 

For højt stofskifte
For højt stofskifte kaldes også hyperthyreose, thyreotoxsikose eller hyperthyreoidisme. Når kroppen danner for mange stofskiftehormoner, får man for højt stofskifte. Ofte vil skjoldbruskkirtlen også være mere eller mindre forstørret (struma).

Skjoldbruskkirtlen og stofskiftet
Skjoldbruskkirtlen er en lille, sommerfugleformet kirtel, der sidder på forsiden af halsen. På latin hedder skjoldbruskkirtlen glandula thyreoidea. Hos voksne mennesker vejer kirtlen under 25 gram.

Skjoldbruskkirtlen producerer stofskiftehormonerne triiodthyronin (T3) og thyroxin (T4). Frigivelsen af stofskiftehormonerne fra skjoldbruskkirtlen reguleres af det thyreoidea stimulerende hormon, TSH, som kommer fra hypofysen. Stofskiftehormonerne sørger for kroppens energiomsætning, og de er livsvigtige for mennesket.

Sygdomme, der giver for højt stofskifte
De tre hyppigste sygdomme, der giver for højt stofskifte er følgende:
 
  • Graves' sygdom, struma diffusa toksika, der er en autoimmun stofskiftesygdom. Den er opkaldt efter den irske læge Graves, der beskrev sygdommen i ca. 1835. Sygdommen kaldes også Basedows sygdom efter den tyske læge Basedow, der beskrev sygdommen i 1840. At sygdommen er autoimmun betyder, at kroppen fejlagtigt danner antistoffer mod eget væv, i dette tilfælde mod skjoldbruskkirtlen, hvor TSHbindingen ellers skulle foregå. Skjoldbruskkirtlen vil derfor blive mere og mere overstimuleret, og den vil arbejde på fuldt tryk. Det fører til en ensartet forstørrelse af hele kirtlen, en såkaldt diffus struma. Sygdommen rammer oftest yngre personer, og oftest kvinder, men den ses også hos ældre. Op til 1/3 vil udvikle øjenproblemer.

  • Struma nodosa toksika, også kaldet knudestruma eller knoldestruma. Skjoldbruskkirtlen er forstørret, uensartet og knudret, og det er helt godartede knuder. En eller flere af disse knuder producerer uhæmmet for meget stofskiftehormon, dvs. at hormonproduktionen ikke længere er kontrolleret af TSH. Sygdommen rammer primært ældre. Sygdommen er ikke autoimmun,
    men skyldes en række forskellige faktorer. Den giver ikke øjenproblemer.

  • Subakut thyreoiditis, der er en sjælden årsag til for højt stofskifte. Det er en forbigående tilstand, hvor en virusinfektion kan fremkalde for højt stofskifte, og der kan være smerter i skjoldbruskkirtlen.

Årsager
Årsagerne til forhøjet stofskifte kendes ikke i detaljer endnu, men både arvelige og miljømæssige faktorer spiller ind. Det er dog påvist, at cigaretrygning, stress samt visse lægemidler som eksempelvis depressionsmidlet Lithium og hjertemidlet Amidaron kan medvirke til, at man får for højt stofskifte. Jodindtagelsen kan også i nogle tilfælde medvirke, både indtagelse af for meget og for lidt jod.

Symptomer
Uanset, hvad årsagen til for højt stofskifte er, så er symptomerne de samme. Det høje stofskifte påvirker alle organer i kroppen, og alle kroppens funktioner bliver hurtigere. De hyppigst forekommende symptomer er:

 
  • nervøsitet
  • indre uro
  • hjertebanken
  • rastløshed
  • let til gråd
  • koncentrationsbesvær
  • rysten på hænderne
  • varmefornemmelse
  • hurtig puls
  • svedtendens
  • vægttab - trods glubende appetit
  • muskelsmerter
  • muskeltræthed
  • løs afføring
  • uregelmæssig menstruation

Symptomerne er mangeartede, og man behøver langt fra at have dem alle. Det kan derfor være svært at stille diagnosen, men har man mistanke om en stofskiftesygdom, kan en blodprøve meget let at af- eller bekræfte mistanken.
 
Diagnose
Stofskiftet bestemmes via en blodprøve, hvor TSH, T3 og T4 måles. TSH ligger normalt mellem ca. 0,3 og 4,0. Hvis stofskifte er forhøjet, er TSH-værdien lav, og T3- og T4-værdierne er forhøjede.
 
Ofte vil man også lave en ultralydsundersøgelse og/eller en skanning (thyreoidea skintigafi), evt. tillige måle TSH receptor antistoffer for at afgøre, hvilken type for højt stofskifte man har.
 
Behandling
For højt stofskifte kan behandles på tre forskellige måder, nemlig med medicin, med radioaktivt jod eller ved operation. Hvilken behandling, der skal vælges, kan man ikke sige noget generelt om, det afhænger af den enkelte patients sygdomsbillede.

Medicin
Der er tre forskellige lægemidler: Propylthiurecil (PTU), Neomercanzol eller Thycapzol. Alle tre lægemidler hæmmer dannelsen af stofskiftehormon. Behandlingen påbegyndes med en stor dosis, som nedsættes efter 3-4 uger, når koncentrationen af TSH, T3 og T4 er under kontrol. Patienten vil ofte - også efter de 3-4 uger - registrere en klar bedring: pulsen er blevet lavere, og de nervøse symptomer er aftaget. Bivirkningerne ved behandlingen af for højt stofskifte er sjældne. Omkring 2-5% kan blive allergiske og få et rødt, kløende udslet. Man kan da prøve at skifte til et af de andre lægemidler.
 
Efter 1-2 år kan man ved Graves' sygdom overveje at standse behandlingen, da sygdommen efter en sådan periode kan gå i sig selv igen. Der bør dog altid foretages en løbende efterkontrol via jævnlige blodprøver, da ca. 25% på ny får sygdommen.
 
Vælger man medicinsk behandling ved knudestruma, skal den fortsætte hele livet.
 
Så længe man får medicinsk behandling, skal stofskiftet kontrolleres løbende ved hjælp af en blodprøve.
 
Radioaktivt jod
En stor del af patienterne med for højt stofskifte bliver i dag behandlet med radioaktivt jod. Den radioaktive jod indtages i en kapsel eller i et glas vand. I løbet af nogle timer går den fra maven ind i blodbanen, hvorfra skjoldbruskkirtlen vil optage den. Dette ødelægger skjoldbruskkirtlen helt eller delvis.
 
Virkningen af den radioaktive jod er imidlertid langsom, og hyppige blodprøver er derfor nødvendige. Som regel vil behandlingen føre til, at patienten får for lavt stofskifte, hvad enten skjoldbruskkirtlen bliver helt eller kun delvis ødelagt. Det for lave stofskifte behandles medicinsk med syntetisk fremstillet stofskiftehormoner, lægemidlerne Euthyrox og Eltroxin.
 
Udover at kurere stofskifteforhøjelsen medfører jodbehandlingen, at kirtlen bliver mindre, således at en evt. struma forsvinder. 
 
Behandling med radioaktivt jod har været givet i mange år, og ingen undersøgelser viser hos voksne tegn på skader i kroppen eller øget hyppighed af cancer. 4-6 måneder før en påtænkt graviditet, under graviditeten og 6 måneder efter fødslen (ammeperioden) behandles der ikke med radioaktivt jod.
 
En meget lille del af de patienter, der i forvejen har øjensymptomer i forbindelse med det forhøjede stofskifte, kan få en forværring efter jodbehandling. For at undgå dette behandles sommetider med binyrebarkhormon (Prednisolon) i en kortere periode efter jodbehandlingen.
 
Operation
Ved operation fjerner man ca. 5/6 af skjoldbruskkirtlen.
 
Operation bruges ikke længere så hyppigt, fordi man har de andre og mere skånsomme behandlinger. Men skjoldbruskkirtlen kan være så stor, at den går ned i brysthulen eller trykker på luftrøret, og så opererer man. Endelig opererer man også, hvis Graves' sygdom er kompliceret af ledsagende svær øjenbetændelse (oftalmopati). Operationsresultaterne er gode, og langt de fleste får efterfølgende et normalt stofskifte. Enkelte udvikler for højt stofskifte igen, og man vil så behandle med enten medicin eller radioaktivt jod.
 
Både efter radioaktiv jodbehandling og operation bør patienten følges livslangt med blodprøver ca. en gang årligt.
 
Hyppighed
I Danmark diagnosticeres der ca. 4000-4500 nye tilfælde af hypertyreose om året, og ca 80 % af disse er kvinder.
 
For både kvinder og mænd stiger risikoen for at få hypertyreose med alderen, således er hyppigheden af hypertyreose ca. 3,5 gange større for 70-79 årige kvinder sammenlignet med kvinder i 30-39 års alderen.
 
Den livslange risiko for at få for højt stofskifte er ca. 10%.
 
Når det forhøjede stofskifte er konstateret, viser det sig, at ca. er 55% knudestruma, ca. 40% Graves' sygdom og ca. 5% subakut thyreoiditis.
 
Fertilitet
Når der er uorden i kroppens stofskifte, reagerer den yderst fornuftigt ved at stoppe muligheden for reproduktion. Både mænd og kvinders libido (lyst til sex) er nedsat ved stofskiftesygdomme, og kvindens fertilitet er tillige nedsat. Det vil derfor være svært for en kvinde med stofskifteforstyrrelser at blive gravid. Så snart stofskiftet er på plads igen, vender fertiliteten tilbage, og der er ikke noget til hinder for, at man kan gennemføre en graviditet. Det vil blot kræve ekstra blodprøver i løbet af graviditeten for at kontrollere stofskiftet, således at kvinden hele tiden får den nødvendige medicin (læs også ”Faktablad om Graviditet og Stofskifte”).
 
Mænds fertilitet påvirkes ikke af stofskifteforstyrrelser, og en stofskiftesygdom hos faderen påvirker ikke fosteret i graviditeten. Barnet vil dog muligvis arve faderens disposition for at få en stofskiftesygdom senere i livet.

 

Dette FAKTA-blad er udarbejdet af:
Thyreoidea Landsforeningen
i samarbejde med speciallæger
 
 
 
Støt foreningen bliv medlem