Print
Thyreoidea - Foreningen for stofskiftepatienter
facebook
ForsideForeningenFaktaMØDER
ErfaringsudvekslingsmøderMedlemskonference i Odense den 21. marts Generalforsamling i Odense den 21. martsArbejdsevne ved thyreoidea sygdomme den 21. martsInformationsmøde på OUH den 19 maj Informationsmøde på Rigshospitalet den 7. oktoberInformationsmøde på Horsens sygehus den 4. nov.Oversigt over afholdte møder i TLFilm - Temadag 2012Referater 2010-2014
Referater 2014Referater 2013Referater 2012Referater 2011Referater 2010
Referater 2000-2009
Referater 2009Referater 2008Referater 2007Referater 2006Referater 2005Referater 2004Referater 2003Referater 2002Referater 2001Referater 2000
Referater 1997-1999
Artikler
Autoimmune SygdommeKvinder og stofskifteGraviditetBørn og StofskifteHøjt StofskifteLavt StofskifteJodKnuderKrop, Kost, Motion og LivskvalitetBlodprøver og medicinBehandling med radioaktivt JodThyreoideacancerThyreoideakirurgiThyreoideaantistofferBiskjoldbruskkirtler
AktueltDiverse

FOR HØJT STOFSKIFTE

Opdateret juni 2015
 

For højt stofskifte
For højt stofskifte kaldes også hyperthyreose, thyreotoksikose eller hyperthyreoidisme. Når kroppen danner eller der frigives for meget stofskiftehormon, får man for højt stofskifte. Ofte vil skjoldbruskkirtlen også være mere eller mindre forstørret, hvilket kaldes struma.
 
Skjoldbruskkirtlen og stofskiftet
Skjoldbruskkirtlen er en lille, sommerfugleformet kirtel, der sidder på forsiden af halsen. På latin hedder skjoldbruskkirtlen glandula thyreoidea. Hos voksne mennesker vejer kirtlen under 25 gram.
 
Skjoldbruskkirtlen producerer stofskiftehormonerne triiodthyronin (T3) og thyroxin (T4). Frigivelsen af stofskiftehormonerne fra skjoldbruskkirtlen reguleres af et tredje hormon, det thyreoidea-stimulerende hormon (TSH), som kommer fra hypofysen bagerst i kraniet. Stofskiftehormonerne er temmelig vigtige for mennesket, fordi de er med til at regulere cellernes energiomsætning i hele kroppen.
 
Sygdomme, der giver for højt stofskifte
 
· Graves’ sygdom, struma diffusa toksika er en autoimmun stofskiftesygdom. Den er opkaldt efter den irske læge Graves, der beskrev sygdommen omkring år. 1835. Lidt senere, i 1840, beskrev den tyske læge Basedow også sygdommen, og derfor kaldes den også Basedows sygdom.
At sygdommen er autoimmun, betyder, at kroppen fejlagtigt danner antistoffer mod eget væv, i dette tilfælde mod skjoldbruskkirtlen. Disse antistoffer ligner TSH og binder sig på cellerne i skjoldbruskkirtlen, der hvor TSH normalt sætter sig og aktiverer skjoldbruskkirtlen. Resultatet er, at skjoldbruskirtlen bliver mere og mere overstimuleret og arbejder på fuld tryk. Det fører til en ensartet forstørrelse af hele kirtlen, en såkaldt diffus struma, og ofte kraftigt forhøjet stofskifte. Sygdommen rammer oftest yngre personer og typisk kvinder, men den ses også hos ældre. Op mod en ud af tre Graves-patienter risikerer at udvikle øjenproblemer i en eller anden grad. Se også afsnittet om Autoimmunitet.
· Struma nodosa toksika, også kaldet knudestruma eller knoldestruma. Skjoldbruskkirtlen er forstørret, uensartet og knudret, og det er helt godartede knuder. En eller flere af disse knuder producerer uhæmmet meget stofskiftehormon, hvilket betyder, at hormonproduktionen ikke længere er kontrolleret af TSH fra hypofysen. Er der kun er en knude, hedder det solitært toksisk adenom, og er der flere knuder er navnet multinodøs toksisk struma.
Sygdommen rammer primært ældre. Sygdommen er ikke autoimmun, men skyldes en række forskellige faktorer. Tilstanden ses hyppigere i områder med jodmangel, hvilket er en af hovedårsagerne til, at der
i Danmark er tilsat jod i saltet. Tidligere havde vi nemlig jodmangel og mange tilfælde af knudestruma i Danmark.
Knudestruma giver ikke øjenproblemer.
· Subakut thyreoiditis, der er en sjælden årsag til for højt stofskifte. Det er en forbigående tilstand af endnu ukendt årsag. Videnskabens mistænker indtil videre, at en virusinfektion udløser den, men det er endnu ikke bevist. Sygdommen er oftest forbundet med betydelige smerter i skjoldbruskkirtlen.
 
Årsager
Årsagerne til forhøjet stofskifte kendes ikke i detaljer endnu, men både arvelige og miljømæssige faktorer spiller ind. Det er dog påvist, at cigaretrygning, stress samt nogle lægemidler (eksempelvis Lithium, Amiodaron og jod-holdig røntgen-kontrast) kan medvirke til, at man får for højt stofskifte.
 
Symptomer
Uanset, hvad årsagen til for højt stofskifte er, er symptomerne de samme. Det høje stofskifte påvirker alle organer
i kroppen, og alle kroppens funktioner bliver uhensigtsmæssigt hurtigere. De hyppigst forekommende symptomer er:
 
· nervøsitet
· indre uro
· hjertebanken
· rastløshed
· let til gråd
· koncentrationsbesvær
· rysten på hænderne
· varmefornemmelse
· hurtig puls
· svedtendens
· vægttab - trods glubende appetit
· muskelsmerter
· muskeltræthed
· løs afføring
. træthed
· uregelmæssig menstruation
 
Symptomerne er mangeartede, og man behøver langt fra at have dem alle. Desuden kan symptomerne også forveksles med mange andre sygdomme, og det kan gøre det sværere at stille diagnosen. En blodprøve kan dog hurtigt af- eller bekræfte mistanken om en stofskiftesygdom.
 
Diagnose
Stofskiftet bestemmes via en blodprøve, hvor hormonerne TSH, T3 og T4 måles. Hvis stofskifte er forhøjet, er TSH-værdien lav, og T3- og T4-værdierne er forhøjede. TSH ligger normalt mellem ca. 0,3 og 4,0 mU/L.
For at klargøre hvilken form for højt stofskifte det drejer sig om, vil man ofte lave en ultralyds-undersøgelse og/eller en skanning (thyreoidea skintigafi) og eventuelt også måle de såkaldte TSH receptor antistoffer.
 
Behandling
For højt stofskifte behandler man på tre forskellige måder, nemlig med medicin, med radioaktivt jod eller ved operation.
Hvilken behandling der vælges, kan man ikke sige noget generelt om. Det afhænger af den enkelte patients sygdomsbillede.
 
Medicin
Der er tre forskellige lægemidler: Propyltiouracil (PTU), Neo-Mercazole eller Thycapzol. Alle tre lægemidler sætter produktionen af stofskiftehormonerne ned. Behandlingen begynder med en stor dosis, som sættes ned, når koncentrationen af stofskiftehormonerne T3 og T4 er under kontrol. Som patient oplever du typisk en bedring i takt med, at stofskiftet normaliseres. Nogle symptomer, som eksempelvis den hurtige puls, forsvinder ret hurtigt, mens andre symptomer bedres langsommere over uger til måneder.
Bivirkningerne ved behandlingen af for højt stofskifte er sjældne. Omkring 2-5 procent kan blive allergiske og få rødt, kløende udslet. I så fald kan man prøve at skifte til et andet lægemiddel.
 
Efter 1-2 år kan man ved Graves’ sygdom overveje at stoppe den medicinske behandling, da sygdommen kan gå i sig selv igen. Der bør dog altid være en løbende kontrol af stofskiftet med jævnlige blodprøver, da sygdommen kommer tilbage for omkring 50 procent af patienterne.
Vælger man medicinsk behandling ved knudestruma, skal den fortsætte hele livet. Så længe man får medicinsk behandling, skal stofskiftet kontrolleres løbende ved hjælp af en blodprøve.
 
Radioaktivt jod
En stor del af patienterne med for højt stofskifte bliver i dag behandlet med radioaktivt jod. Patienten tager en kapsel med radioaktivt jod og skyller den ned med et glas vand. I løbet af nogle timer transporteres joden fra tarmen og ind i blodbanen, hvor skjoldbruskkirtlen vil optage den. Den radioaktive jod ødelægger skjoldbruskkirtlen helt eller delvis.
 
Virkningen af den radioaktive jod sker imidlertid langsomt, over uger til måneder. Behandlingen kan føre til, at patienten får for lavt stofskifte, hvad enten skjoldbruskkirtlen bliver helt eller delvis ødelagt. Derfor er livsvarig blodprøvekontrol nødvendigt. Får man som konsekvens af en ødelagt skjoldbruskkirtel for lavt stofskifte, behandles dette medicinsk med lægemidlerne Euthyrox eller Eltroxin, der er syntetisk fremstillet T4-stofskiftehormon.
 
Udover at kurere det forhøjede stofskifte bliver kirtlen mindre med jodbehandlingen, og en eventuel struma reduceres. I Danmark har man behandlet med radioaktivt jod i mange år, og ingen undersøgelser viser tegn på skader i kroppen eller øget hyppighed af cancer hos voksne. Man behandler dog ikke med radioaktivt jod 4-6 måneder før en påtænkt graviditet, under graviditeten, eller så længe barnet bliver ammet.
 
En lille del af de patienter, der i forvejen har øjensymptomer i forbindelse med det forhøjede stofskifte, kan opleve en forværring efter jodbehandling. For at undgå dette behandles i nogle tilfælde med binyrebarkhormon (Prednisolon) i en kortere periode efter jodbehandlingen.
 
Operation
Ved operation fjerner man hele eller dele af skjoldbruskkirtlen. Operation bruges ikke længere så hyppigt, fordi man har de andre og mere skånsomme behandlinger. Man opererer dog stadig, hvis skjoldbruskkirtlen er så stor, at den trykker væsentligt på luftrøret.
Endelig opererer man også, hvis Graves’ sygdom er kompliceret af ledsagende svære øjensymptomer (Graves orbitopati, forkortes GO, også kaldet Thyreoidea Associeret Orbitopati, der forkortes TAO). Læs eventuelt faktabladet om dette.
 
Operationsresultaterne er gode, og langt de fleste får efterfølgende et normalt stofskifte. Enkelte udvikler for højt stofskifte igen, og man vil i så fald behandle med enten medicin eller radioaktivt jod.
Også efter operation bør patienten følges gennem hele livet med blodprøver cirka en gang årligt.
 
Hyppighed
I Danmark diagnosticeres der cirka 5.000 nye tilfælde af højt stofskifte om året. Af dem skyldes 55 procent knudestruma, 40 procent Graves’ sygdom og 5 procent subakut thyreoiditis.
Omkring 80 procent af de nydiagnosticerede patienter er kvinder. Hver tiende danske kvinde får i løbet af livet diagnosen for højt stofskifte.
For både kvinder og mænd stiger risikoen for at få for højt stofskifte med alderen. Kvinder i alderen
70-79 har cirka 3,5 gange større risiko for at udvikle for højt stofskifte end kvinder mellem 30-39 år.

Autoimmunitet
Graves’ sygdom er som nævnt en autoimmun sygdom. Andre autoimmune sygdomme er eksempelvis Hashimotos thyreoiditis, der giver for lavt stofskifte, type 1 sukkersyge, leddegigt, B-12-vitaminmangel (perniciøs anæmi), manglende hudpigment (vitiligo) og sygdomme i binyrerne (Morbus Addison).
Autoimmunitet er til en vis grad arveligt, og derfor er det sandsynligt, at flere familiemedlemmer lider af samme autoimmune sygdom. Den fulde natur af arveligheden er dog ikke kendt. Man arver generelt ikke ”sygdommen”, men derimod en tilbøjelighed til at få en autoimmun sygdom. Om den så bliver udløst eller ej, skyldes andre faktorer.
 
Endnu ved lægevidenskaben ikke med sikkerhed, hvilke faktorer der kan udløse en autoimmun sygdom, men både rygning, jodindtagelse, visse virusinfektioner og stress er under mistanke.
 
Fertilitet
Når der er uorden i kroppens stofskifte, reagerer den - fra naturens side meget fornuftigt - ved at stoppe muligheden for reproduktion. Både mænd og kvinders sexlyst og kvindens fertilitet er nedsat ved stofskiftesygdomme. Det vil derfor være svært for en kvinde med stofskifteforstyrrelser at blive gravid.
Så snart stofskiftet er på plads igen, vender fertiliteten tilbage, og der er ikke længere noget til hinder for, at man kan gennemføre en graviditet. Det vil blot kræve ekstra blodprøver i løbet af graviditeten for at kontrollere stofskiftet, så mor og barn hele tiden er velmedicineret. Læs også vores faktablad om graviditet og stofskifte.
 
Mænds fertilitet påvirkes ikke af stofskifteforstyrrelser, og en stofskiftesygdom hos faren påvirker ikke fosteret i graviditeten. Der er dog altid en risiko for, at barnet arver tilbøjeligheden og får en stofskiftesygdom senere i livet.
 
Medlemskab
Thyreoidea-foreningen har siden 1997 varetaget stofskiftesyges interesser, rådgivet patienter og støttet forskning på området. Vi har brug for din støtte.
Som medlem af Thyreoidea Landsforeningen modtager du fire gange årligt Thyreoidea Bladet med nyt om den seneste forskning.
 
Dette FAKTA-blad er udarbejdet af: Thyreoidea Landsforeningen i samarbejde med speciallæger
 
Du kan melde dig ind her eller i foreningens telefontid torsdag kl. 19-21 på telefon 70 26 03 70.