Print
Thyreoidea - Foreningen for stofskiftepatienter
facebook
ForsideForeningenFaktaMØDER
INFORMATIONSMØDE, ODENSE UNIVERSITETSHOSPITALMEDLEMSKONFERENCE 2017PROGRAM FOR MEDLEMSKONFERENCEGENERALFORSAMLING 2017INFORMATIONSMØDE, AALBORG UNIVERSITETSHOSPITALERFARINGSUDVEKSLINGSMØDERFILMOPTAGELSER FRA TEMADAG 2012OVERSIGT OVER AFHOLDTE INFORMATIONSMØDER I TLREFERATER 2010-2016
Referater 2016Referater 2015Referater 2014Referater 2013Referater 2012Referater 2011Referater 2010
REFERATER 2000-2009
Referater 2009Referater 2008Referater 2007Referater 2006Referater 2005Referater 2004Referater 2003Referater 2002Referater 2001Referater 2000
REFERATER 1997-1999
Artikler
Autoimmune SygdommeThyreoideaantistofferHøjt StofskifteLavt StofskifteBørn og StofskifteGraviditetKvinder og stofskifteKnuderJodBehandling med radioaktivt JodBlodprøver og medicinThyreoideacancerThyreoideakirurgiBiskjoldbruskkirtlerStofskifte og knoglerTAO, Thyreoidea Associeret Orbitopati Hjertekarsygdom og skjoldbruskkirtelKrop, Kost, Motion og Livskvalitet
AktueltDiverse

Hvad betyder stofskiftet for om jeg får knogleskørhed

Trykt i blad 3 – 2015

Bo Abrahamsen, Professor, overlæge, ph.d.
Syddansk Universitet og Medicinsk afdeling, Holbæk Sygehus
 
Mere end en halv million danskere lider af knogleskørhed, en kronisk sygdom som kan føre til hoftebrud, sammenfald i rygsøjlen og brud på over- og underarmen. De fleste tilfælde af knogleskørhed opstår efter overgangsalderen, hvor et lavt kønshormonniveau udløser et for hutigt tab af knoglestruktur og knoglemasse. Tobaksrygning, et for stort alkoholforbrug eller behandling med en række former for medicin, herunder binyrebarkhormon, kan også være årsag til knogleskørhed. Har man gigtsygdomme eller kroniske lungesygdomme er risikoen også øget.
 
Stofskiftehormon er helt nødvendigt for en normal knogleudvikling hos børn og unge.  Men for høje nivauer af stofskiftehormon i  blodet er uheldigvis skadeligt for knoglerne i voksenlivet. Det er i særdeleshed tilfældet efter overgangsalderen hvor knogletabet i forvejen er øget. Er stofskiftet forhøjet i en kortere periode er der heldigvis ikke noget der tyder på at risikoen for knogleskørhed eller knoglebrud øges, selv ikke hvis stofskiftet er meget højt.  Skelettet kan godt tåle en kortere periode med højt stofskifte. Der kan komme et beskedent fald i knoglemasse men dette retter sig igen på få måneder efter at stofskiftet atter er blevet normalt, f.eks efter behandling af Graves' sygdom eller efter behandling af en knudestruma som gav forhøjet stofskifte. Mekanismen er faktisk den samme som den man ser når organismen pludselig i en periode skal levere kalk fra skelettet på grund af et pludseligt behov, f.eks under graviditet og amning hvor barnets behov for kalktilførsel tager prioritet for en tid. 
 
Mere problematisk er kombinationen af overgangsalder og længerevarende for højt stofskifte, da kombinationen af for lidt kønshormon og for meget stofskiftehormon fører til en stærkt øget knogleomsætning med en negativ knoglebalance i hver knoglereparations-cyklus. Den proces der skulle have ført til udskiftning af gammelt knoglevæv med en passende mængde nydannet knoglevæv løber for hurtigt og der er ikke tid til at opbygge lige så meget nyt knoglevæv som der fjernes af gammelt knoglevæv. Resultatet er et for hurtigt knogletab med en for hurtig udtynding af knoglevævet og en øget risiko for at knoglerne brækker.  Der er til gengæld ikke noget der tyder på at mangel på stofskiftehormon er skadeligt for voksne knogler selvom et lavt stofskifte er risikabelt og problemfyldt  på en række andre områder. 
 
Vi har for nylig set på om voksne mænd og kvinder der får konstateret for lavt stofskifte har en øget risiko for knoglebrud og knogleskørhed. Artiklen er udgivet i det amerikanske knogleselskabs blad, Journal of Bone and Mineral Research i år.  I undersøgelsen så vi på hvordan det gik 8400 voksne fynboer efter at de for første gang fik konstateret forhøjet TSH mellem kalenderårene 1996 og 2010. Vi så på efterfølgende hospitalsbehandlinger (skadestue eller indlæggelse) på grund af knoglebrud over i gennemsnit 7 ½ år. Til sammenligning var der 222 000 fynboer med normal TSH undersøgt i samme periode.  Risikoen for knoglebrud var heldigvis nøjagtig den samme hos de som havde lavt stofskifte som hos de som havde normalt stofskifte.  De patienter som blev ved at have lavt stofskifte ved efterfølgende lægekontroller blev naturligvis behandlet af deres læge med stofskiftehormon, normalt eltroxin eller euthyrox. 
 
I undersøgelsen fandt vi at kun én patientgruppe havde klart øget risiko for knoglebrud og det var patienter som fik en så stor dosis stoftskiftehormon at deres TSH niveau lå lavt (under 0.3 mIU/L i det pågældende laboratoriums TSH-analyse).  For hver seks måneder med lav TSH steg kvindernes risiko for hoftebrud og knogleskørhedsbrud generelt med 10%,  hvorimod sammenhængen var svagere hos mænd.   Sammenhængen var klarest hos kvinder efter 50 års alderen.  Den matematiske betydning af en 10% øget risiko for hver seks måneder - som lyder ret uskyldigt - er at risikoen for alvorlige knoglebrud stiger med 50% allerede efter to år og fordobles efter bare fire år. En for hidsig dosering af stofskiftehormon kan altså have bivirkninger i form af udvikling af knogleskørhed.
 
Man har i mange år kendt til en tilsvarende problemstilling hos patienter med kræft i skjoldbruskkirtlen. Her vil man anbefale at TSH holdes under 0.1 mIU/L hos de patienter som havde mere fremskredne stadier af kræft i kirtlen.  Formålet er at nedsætte risikoen for at eventuelt kræftvæv der måtte sidde tilbage ikke får lov at blive stimuleret af TSH til at vokse så sygdommen kunne vende tilbage.  I den situation må man acceptere en øget risiko for knogleskørhed.  Også her er problemet størst hos kvinder efter overgangsalderen. Da der er særdeles gode medicinske behandlingsmuligheder ved knogleskørhed kan det anbefales at både kvinder og mænd over 50 der behandles med lidt større doser af stofskiftehormon som led i efterbehandlingen af kræft i skjoldbruskkirtlen også bliver henvist til BMD-måling (såkaldt DXA scanning - en særlig røntgenundersøgelse til måling af knoglernes kalkindhold).    Herved vil man kunne afsløre begyndende knogleskørhed og behandle inden der opstår knoglebrud.
 
Hvis man er i tvivl om man er i risiko for knogleskørhed kan man drøfte spørgsmålet med den praktiserende læge, med speciallæger i endokrinologi eller hente yderligere information fra Osteoporoseforeningen (www.osteoporose-f.dk).
 

Faktaboks
 
Studierne er publiceret i det amerikanske tidsskrift Journal of Bone and Mineral Research. Artiklerne er følgende:
 
Abrahamsen, B. et al. The Excess Risk of Major Osteoporotic Fractures in Hypothyroidism Is Driven by Cumulative Hyperthyroid as Opposed to Hypothyroid Time: An Observational Register-Based Time-Resolved Cohort Analysis. J. Bone Miner. Res. 30, 898–905 (2015).
 
Abrahamsen, B. et al. Low Serum Thyrotropin Level and Duration of Suppression as a Predictor of Major Osteoporotic Fractures-The OPENTHYRO Register Cohort. J. Bone Miner. Res. 29, 2040–50 (2014).
 
Arbejderne udgår fra Endokrinologisk afd M, Odense Universitetshospital, Klinisk Institut Syddansk Universitet, Forskningscenter for Aldring og Osteoporose Glostrup Hospital og de Klinisk Biokemiske Afdelinger på Bispebjerg Hospital og Odense Universitetshospital