Print
Thyreoidea - Foreningen for stofskiftepatienter
facebook
ForsideForeningenFaktaMØDER
MEDLEMSKONFERENCE 2017PROGRAM FOR MEDLEMSKONFERENCEGENERALFORSAMLING 2017INFORMATIONSMØDE, AALBORG UNIVERSITETSHOSPITALERFARINGSUDVEKSLINGSMØDERFILMOPTAGELSER FRA TEMADAG 2012OVERSIGT OVER AFHOLDTE INFORMATIONSMØDER I TLREFERATER 2010-2016
Referater 2016Referater 2015Referater 2014Referater 2013Referater 2012Referater 2011Referater 2010
REFERATER 2000-2009
Referater 2009Referater 2008Referater 2007Referater 2006Referater 2005Referater 2004Referater 2003Referater 2002Referater 2001Referater 2000
REFERATER 1997-1999
Artikler
Autoimmune SygdommeThyreoideaantistofferHøjt StofskifteLavt StofskifteBørn og StofskifteGraviditetKvinder og stofskifteKnuderJodBehandling med radioaktivt JodBlodprøver og medicinThyreoideacancerThyreoideakirurgiBiskjoldbruskkirtlerStofskifte og knoglerTAO, Thyreoidea Associeret Orbitopati Hjertekarsygdom og skjoldbruskkirtelKrop, Kost, Motion og Livskvalitet
AktueltDiverse

Kropsvægt og Thyreoidea sygdom

Trykt i blad nr. 3 - 2001
 
Læge, PhD Tina Zimmermann-Belsing og
Overlæge, dr. med. Ulla Feldt-Rasmussen, Rigshospitalet


Tidligere har fedme eller overvægt været betragtet som et politisk problem (Poul Krugman, New York Times), af mange som et resultat af fundamental mangel på selvdisciplin, og af kollegaer som et selvforskyldt problem uden medicinsk betydning.

I dag er man dog blevet mere opmærksom på, at fedme er en væsentlig sundhedsskadelig tilstand. Fedme defineres som en sygdom med akkumulerende kropsfedt og svær påvirkning af helbredet. Gennem de sidste 20-30 år er fedme blevet et større og større problem i den vestlige verden. I 1980 var der ca 14% overvægtige, mens tallet i dag nærmere er mere end 35% af verdens befolkning. Ens risiko for for tidlig død øges med 1% for hver ekstra ½ kg, der tages på, når man er mellem 30-42 år, og 2%, når man er mellem 50 og 62 år.

Det skønnes, at ca. 1,1 million mennesker i dag lider af følgesygdomme til fedme, hvilket er det samme antal som dem, der er plaget af sult. De følgesygdomme, man kender er type 2 diabetes (tidligere gammelmands sukkersyge), hjertesygdom, for højt blodtryk, visse kræftformer, vejrtrækningsproblemer, galdesten og ledproblemer (belastning pga den øgede vægt). Overvægt udgør således en betydelig sundhedsrisiko. Årsagen til den massive stigning af overvægtige i den vestlige verden er ikke kendt. Udviklingen har fået flere til at foreslå, at der er tale om en epidemi.

Der er formentlig flere årsager til den øgede stigning af overvægtige som f.eks. arv, miljø, kultur, motion, kost, sygdomme, herunder thyreoidea sygdom. Vores måde at leve på har ændret sig gennem de sidste 30 år. I stedet for at gå eller cykle tager de fleste bilen til arbejde, fritidsaktiviteter, indkøb mv., og det er ikke alle, der i stedet for dyrker regelmæssig motion. Vores kost er blevet mere findelt med et øget fedtindhold, og endelig er vi tilbøjelig til i vores stressede hverdag at vælge færdigretter og fast-food i stedet for at bruge en ½ time i køkkenet på at tilberede et sundt måltid til familien, men det er ikke hele forklaringen.

Endelig er det meget forskelligt om man opfatter sig selv som undervægtig, normalvægtig eller overvægtig. Problemet er størst hos kvinder. Mange har mere eller mindre et konstant ønske om, at de lige skal tabe sig 1-5 kg. Som regel lykkedes det kun for en kortere periode, fordi de egentlig er normalvægtige, men føler sig overvægtig. Der foregår i dag en intens forskning på området for at finde frem til mekanismerne bag udviklingen af fedme i håb om at finde frem til en behandling med færrest mulige bivirkninger.

Der er forskellige måder at beregne eller måle, om man er normalvægtig. Den mest populære og meget simple måde at gøre det på, er vægten/højden2 (ex. 68 kg/1,69 m = 23,8). Denne beregningsmetode kaldes bodymass index eller forkortet BMI. Sundhedsorganisationen WHO har defineret, at man er undervægtig med et BMI<18,5, normalvægtig med et BMI mellem 18,6-24,9, og overvægtig når BMI>25. Fedme defineres som BMI>30.

Imidlertid siger BMI ikke noget om, hvordan fordelingen af ens muskel,- fedt og knoglemasse. Har man for eksempel ligget i sengen med influenza i 1-2 uger ved alle, at man taber sig, men det er overvejende muskelmasse, fordi man ikke har brugt sine muskler. Muskler genopbygges, og man tager selvfølgelig hurtigt på igen. Omvendt, hvis man ikke har bevæget sig ret meget og stort set levet af fedtholdig kost i 14 dage, er det sandsynligt, at man har taget 1-2 kg på, og det vil overvejende være fedtmasse. Det er en lidt mere besværlig situation, idet man højst kan tabe ½ kg fedt om ugen, så det tager ca 4-8 uger at komme af med sin vægtøgning.

En anden måde at bestemme kropsvægten eller kropssammensætningen på er ved hjælp af en DEXA scanner (Dual Energy X-ray Absorptiometry scanning), som kan beregne den samlede kropsvægt og mængden af fedt,- muskel og knoglemasse. Efter sådan en scanning kan man finde ud af, om man f.eks. ligger højt i fedtmasse, lavt i muskelmasse og har normal knoglemasse, eller om ens fordeling er normal. Det er ikke muligt at give et præcist svar på, hvad der er normalt, da der er store individuelle forskelle. Det bedste er, at man sammenligner med sig selv, det vil sige ændringer over tid med flere målinger hos den samme person. DEXA scanningen bliver mest brugt til undersøgelse af knogleskørhed (lav knoglemasse), mens bestemmelse af fordelingen af fedt, muskler og knoglemasse fortsat kun udføres i forskningssammenhænge.

Mange thyreoidea patienter oplever problemer med vægten, især en øgning af vægten efter man har været behandlet for sin thyreoidea sygdom et stykke tid. I folkemunde har det været kendt i mange år, at havde man for højt stofskifte, tabte man sig, og ved for lavt stofskifte tog man på. Det er ikke rigtigt i alle tilfælde. På Rigshospitalet har vi gennemført en undersøgelse af patienter med thyreoidea sygdomme, især patienter med for højt stofskifte. Alle patienter fik taget blodprøver og blev DEXA scannet hver 3. måned for at bestemme kropssammensætningen. Her fandt vi som forventet, at de fleste patienter med thyreotoksikose – for højt stofskifte - havde tabt sig under udviklingen af deres sygdom, men noget overraskende at det overvejende var et tab af muskelmasse og ikke fedtmasse. Efter start af medicinsk behandling øgede de fleste kropsvægten igen, og det var i starten heldigvis muskelmasse. Til gengæld øgede man også sin fedtmasse først meget langsomt men senere (efter ½-1 år), steg fedtmassen hurtigere. Det var som regel på dette tidspunkt, de fleste var meget utilfredse over vægtstigningen.

Vi undersøgte også det nye fedthormon leptin (græsk og betyder tynd) og fandt, at det var normalt eller forhøjet hos thyreoidea patienter. Leptin måling er ikke en rutineprøve, og måles også kun i forskningsmæssige sammenhænge.

Vi ved ikke i dag hvorfor normalvægten ikke helt genvindes, når thyreoidea hormoner har normaliseret sig, men det kan være, at samspillet mellem thyreoidea hormonerne (især T3) og det nyligt beskrevne fedthormon leptin er forstyrret. Også på dette felt er der forskning i gang, men man kunne ønske sig en mere intensiveret forskning, da det er et problem for mange.

Vi har ikke undersøgt kropssammensætningen hos patienter med for lavt stofskifte fra diagnosetidspunktet og nogle år frem i tiden. Kropsvægten er også et problem hos patienter med lavt stofskifte, og det drejer sig måske også i dette tilfælde om en forstyrrelse i samspillet mellem T3 og leptin. Vi ved dog, at hvis Eltroxin dosis er lidt for høj, begynder man at tabe muskelmasse og ikke fedtmasse, fordi tilstanden er den samme som et lidt for højt stofskifte. Det nytter altså ikke at øge Eltroxin dosis for at tabe sig.

På diagnosetidspunktet kunne man forestille sig, at passiv til let motion stigende langsomt til moderat motion og en kost med forholdsvis højt proteinindhold, - lavt til moderat fedt,- og højt kulhydratindhold kunne afhjælpe problemerne på lang sigt, men det er desværre ikke undersøgt ved en kontrolleret klinisk undersøgelse. Når stofskiftet har normaliseret sig (efter 3-6 måneder efter diagnosen er stillet), kan man forsøge sig med moderat motion (f.eks: cykelture, lette løbeture, lange gåture) og en varieret kost, hvor man spiser lidt af alt og sparer på fedtet.

Efterhånden som vi kommer til at kende mekanismerne bagved problemet for en thyreoidea patient at genvinde sin normalvægt, håber vi, at det også vil kunne lykkes os at afhjælpe dette problem.